Det store samtaleemne i påsken blandt mange science fiction-fans var nomineringerne til årets Hugo Award. Det er normalt at disse nomineringer offentliggøres i påsken, på de conventions der afholdes i påsken, blandt andre den britiske Eastercon, og at man taler om dem. Men denne gang var der sket noget usædvanligt. De fleste nomineringer var af forfattere m.m. som de færreste havde hørt om før. Hvordan var det gået til, og hvad var der sket med dem alle havde regnet med ville blive nomineret?
I 2011 blev Larry Correia nomineret til Campbell prisen for bedste nye forfatter (der uddeles sammen med Hugo Award). Correia er konservativ amerikaner, tidligere våbenhandler og ivrig tilhænger af våbenlobbyen i USA. Under Hugo-ceremonien i 2011 (dette år i Reno, Nevada, USA) følte han sig dårligt behandlet af dem som ikke var enige med ham politisk. Han mente at højreorienterede generelt blev behandlet dårligt af deres politiske modstandere, inklusiv at de aldrig nominerede nogle af de konservative forfatteres værker. Det førte til at Correia startede en kampagne i 2013, for at få sin roman Monster Hunter Legion nomineret til en Hugo. Det var ganske tæt på at lykkedes for ham. Så han besluttede at udvide kampagnen det følgende år.
Sammen med forfatter-kollegaen Brad Torgersen lavede han da en liste med fem kandidater i hver kategori til Hugo-nomineringerne i 2014. På den måde kunne stemmeberettigede, der sympatiserede med Correia og Torgersen, bidrage maksimalt til kampagnen, ved at bruge alle deres fem stemmer pr. kategori på den. Da de fleste andre stemmer ret bredt, har en sådan kampagne faktisk en stor chance for at lykkedes, fordi de spredte stemmer gør at der ikke kræves så mange for at blive nomineret. Det kræver så at man har nogle stemmeberettigede. Det er imidlertid ikke så svært at skaffe. Enhver der er støttemedlem til Worldcon kan nominere, og en sådant støttemedlemskab koster ikke alverden. Der var da også usædvanligt mange støttemedlemmer til Worldcon i 2014.
Muligvis blot for at provokere, havde Correia taget den ultrakonservative Theodore Beale (med kunstnernavnet Vox Day) med på listen. Beale er blandt andet kendt for at være blevet smidt ud af de amerikanske science fiction og fantasy-forfatteres forening (SFWA), efter at have misbrugt foreningens Twitter-konto til at chikanere andre forfattere. Han er også forfatter til blogindlæg med titler som “Why women’s rights are wrong”, hvor han argumenterer for at det har ført en masse ulykker med sig at kvinder fik lige rettigheder.
Der var derfor mange som blev forargede over at en af Beales noveller blev nomineret til en Hugo i 2014, som et resultat af Correia og Torgersens kampagne. Flere andre ting fra deres liste blev også nomineret, hverunder en roman af Correia. Men kontroversielle nomineringer er ikke usædvanlige. For en del år siden blev en roman af L. Ron Hubbard nomineret, vistnok ved at nogle Scientology-medlemmer købte støttemedlemskaber til Worldcon. Der var også en del ballade da en Harry Potter-roman ikke bare blev nomineret, men vandt (i 2001).
Situationen i år er dog helt usædvanlig. Samtidig med at Correia og Torgersen gentog deres kampagne, havde Beale startet sin egen “Rabid Puppies” kampagne. Tilsammen har disse to kampagner sat sig på et stort flertal af årets Hugo-nominerede værker, i mange kategorier faktisk alle pladser. Dette på trods af at de næppe repræsenterer mere end en lille del af fandom, overvejende hvid mandlig fandom fra USA, der politisk hører til på højrefløjen. Denne gang har de dog taget en del forfattere med på listerne, som ikke er en del af deres gruppe – blandt andre Jim Butcher og Mike Resnick – men det virker mere som et forsøg på at legitimere kampagnen, end et seriøst forsøg på at lave en alsidig liste.
At finde værker der er værdige til at modtage en pris, er ikke nemt, med alt det der skrives i dag. Derfor vil mange støtte sig til lister og mange give andre råd til hvad de kan nominere. Det er der ikke noget galt i. Problemet er når nogen laver en kampagne der ikke har til formål at anbefale gode værker, men at fortælle andre hvad de skal stemme for at fremme en bestemt politisk dagsorden. Tag for eksempel Locus Magazine’s årlige liste af anbefalinger. De er indsamlet af en større gruppe mennesker, der læser meget bredt, og listen indeholder langt flere end fem anbefalinger pr. kategori.
Hvad der sker nu, er sandsynligvis at rigtig mange vil stemme for at der ikke uddeles nogen pris, i hvert fald i de kategorier hvor Correia, Torgersen og Beale har sat sig på det hele. Det vil formentlig gøre årets Hugo-ceremoni til en sørgelig kort forestilling. Hvad der sker på længere sigt, er svært at sige. Vil “Sad Puppies” og “Rabid Puppies” kampagnerne fortsætte? Beale og muligvis Torgersen lader til at have samme mentalitet som en internet-trold, dvs. de giver ikke op før de har ødelagt tingene for alle andre, mens Larry Correia virker mindre ihærdig, idet han har trukket den af sine romaner der ellers stod til at blive nomineret. Der er også adskillige forslag fremme, som vil gøre det sværere fremover for en målrettet kampagne at sætte sig på alle nomineringerne.
Så vi må se hvad der sker på Worldcon til august, hvor eventuelle regelændringer skal behandles. Det vil i hvert fald være ærgerligt, hvis Hugo’en blev helt ødelagt eller forsvandt. En pris som uddeles af en jury, der har sat sig grundigt ind i hvad der findes af udgivne værker, giver som regel en mere konsekvent høj kvalitet i prisvinderne, men en popularitets-pris som Hugo, kan modvirke for snævre kriterier for hvad kvalitet egentlig er. Det er ironisk at Hugo’en faktisk netop er det Correia og Torgersen mener den ikke er, og at de risikerer at ødelægge den med deres kampagne.
En ting jeg især er ærgerlig over, er at Cixin Lius The Three Body Problem ikke blev nomineret. Jeg kan faktisk ikke huske om det nogensinde er sket at en oversat roman har haft en chance for at vinde en Hugo, men det kunne være sket i år. I stedet kan man blandt andet vælge mellem bind 8 i en Kevin J. Anderson-serie som har fået ret lunkne anmeldelser og bind 15 i Jim Butchers Dresden Files serie, der skulle være en af de mindre gode. Den tredje “hundehvalp”-nominerede i roman-kategorien er bind to i en military sf serie af Marko Kloos, der skulle være en udmærket forfatter (ifølge John Scalzi). Hvis de havde lavet en kampagne for bare den bog, var der ikke mange som ville have protesteret. De to ikke-“hundehvalp” romaner er sidste års vinder Ann Leckies sikkert udmærkede fortsættelse til Ancillary Justice og The Goblin Emperor, der skulle være ganske original og velskrevet fantasy. Så der er to-tre romaner som ser ud til at være værdige prismodtagere. Men roman-kategorien er desværre også en af de få som ikke er gået helt i hundene.
Forskellige reaktioner:
John Scalzis blog. Scalzi er tidligere SFWA-formand og en meget flittig og populær blogger. Han blev også interviewet til The Coode Street Podcast i påsken, hvor de blandt andet kom ind på Hugo-nomineringerne, men også talte om meget andet.
Artikel af Kameron Hurley. Sætter begivenheden i et større perspektiv.
Ian Sales blog. Hvordan det føles at være en af dem som muligvis var blevet nomineret, hvis ikke alle pladserne var optaget.
Hvis man skulle få lyst til at høre Correias og Torgersens synspunkter, så er de her som gæster i podcast’en Adventures in scifi publishing.
Jeg ved ikke meget om maskineriet bag uddelinger af Hugoer, Nebulaer eller Cambeller. Men efter at have hørt podcasten på AISFP, og læst lidt hist og hér om d’herrer Correia og Torgerson, synes de klart at have lagt en “konspirations-kabale” op, og trukket “humanisme-kortet” som egen trumf. Jeg syns altid det er en fest når højreorienterede libertærer stiller sig i humanistisk positur.
Derfor er det netop også sjovt, at d’herrer anlægger et liberalistisk synspunkt på prisuddelinger, mens de prøver at kuppe sig til en plads i “bestyrelsen”, udfra den indstilling at priser skal da gives til bestsellers og det mest populære. Altså en præmie til den eller de, der iøvrigt har solgt mest (og måske derfor tjent mest?)
Det svarer lidt til, at Barbara Cartland skulle have haft en Nordisk Litteratur-pris “under bæltet”, eller at Erika Mitchell skulle have Nobel-prisen i litteratur, for hendes “Fifty Shades Of Grey”.
På den anden side (og det er sandelig ikke for at retfærdiggøre d’herrers synspunkter), men ligesom med Oscaren kunne man vel godt forestille sig en hel del monkey-bussiness og hanky-panky in the backyard, når det kommer til “vores” genres prisuddelinger. Og lad mig med det samme sige, at jeg ekskluderer Niels Klim Prisen ifht denne betragtning.
Der er i virkeligheden tre personer involveret i sagen, med hvert deres synspunkt, selv om de mere eller mindre har dannet fælles sag. Larry Correia var sur over at blive mobbet på Worldcon, fordi han er republikaner. Brad Torgersen ville fremhæve nogle værker som han mente var underkendt af dem der sædvanligvis stemmer ved Worldcon. Begge to synspunkter jeg godt kan følge et stykke ad vejen. Theodor Beale er derimod kun motiveret af at føre internetkrig mod nogle han anser for sine politiske modstandere. Det har jeg absolut ingen sympati for.